​Opholdsstedet

Østergaard

​​Birkedalvej 26

8500 Grenaa

CVR: 26193672

​Tlf.: 86 38 73 44

insoestergaard@mail.dk

​​

Visitation

Når der er en ledig plads på Østergaard, gøres der opmærksom på dette på Tilbudsportalen, på LOS hjemmeside samt til vores samarbejdskommuner.

Ved en henvendelse er proceduren oftest, at sagsbehandleren fremsender sagsakterne og evt. et udkast til en handleplan til Østergaard, der så gennemgår sagen i visitationsudvalget og vurderer om sagen er aktuel i forhold til Østergaards målgruppe. Vurderer visitationsudvalget, at sagen er relevant for Østergaard, bliver sagsakterne i denne sammenhæng brugt meget metodisk. Personalet går sagsakterne igennem hver for sig og derefter bliver sagen taget op i fælles forum, hvor der er enten er en ekstern supervisor eller en fra visitationsudvalget der sørger for en metodisk gennemgang af sagen. Dette er en gennemgang af den unges livshistorie ud fra de beskrivelser der foreligger - oplysninger om opvækst, familiære forhold, netværk og den unges evt. ophold på andre institutioner og skoler. Denne fase indeholder ikke analyser og tolkninger, men udelukkende faktuelle forhold.

Supervisoren tager så fat på de udfordringer som hun hypotetisk kan se, at Østergaard skal være opmærksom på ift. den unge. Her kommer Østergaards personale også på banen, med synspunkter og problemstillinger som de er stødt på i deres læsning og gennemgang af sagen. Dette er en meget givende proces, som kan være med til at gøre Østergaard parat til den unge, men det kan også være i denne proces, at personalet bliver klar over, at det er en sag som ligger uden for Østergaards kompetenceområde.

Der kan forekomme tilfælde, hvor Østergaard ønsker at få uddybende informationer vedrørende den unge. I disse tilfælde indkalder Østergaard til en konference om den unge. Til et sådant møde vil følgende personer blive indbudt: sagsbehandler fra den henvisende kommune, tilsynet, medarbejdere fra den institution/skole som den unge evt. er eller har været på, Østergaards personalegruppe og Østergaards supervisor. Hensigten med dette forum er så at få belyst sagen og de problemstillinger der måtte være fra så mange vinkler som overhovedet muligt. Også denne proces er givet godt ud i forhold til vores behandling af de enkelte sager.

Herefter etableres et uforpligtende besøg. Aktørerne i et sådant besøg er sagsbehandleren, forældre og evt. også den unge. Her vurderer sagsbehandler og Østergaard i samråd, hvilke aktører det er hensigtsmæssigt deltager i det første møde. Det vil altid bero på en individuel afvejning af sagen.

Vi gør meget ud af, at forældrene og ikke mindst den unge, hvis denne er med, skal få et realistisk billede af Østergaard på deres første besøg, således det valg de skal træffe, sker på et reelt grundlag. Kommer forældre på besøg uden den unge, gør vi opmærksom på vigtigheden af, at de videregiver de informationer mm de får.

Er den unge ikke med på det første besøg, etableres der endnu et besøg, hvor den unge skal med. Derudover kan der aftales yderligere et eller flere besøg, eksempelvis hvor den unge har en kontaktperson med, og kan få stillet nogle spørgsmål, som den unge har talt med evt. kontaktperson om (eller anden tryghedsperson). Dette vil altid være baseret på det individuelle tilfælde.

Fra Østergaards side gør vi meget ud af, at spørge ind til den unge i forhold til, om denne er indstillet på at ville være anbragt på Østergaard og samarbejde omkring sin videre udvikling – endvidere hvilke årsager der er til, at den unge skal være på Østergaard.

Vi vil gerne sikre os, at den unge selv har et ønske om at være anbragt på Østergaard – og har gjort sig nogle tanker om, hvad en anbringelse på Østergaard fremadrettet kan støtte og hjælpe den unge i.​